Beredskab i bedste sendetid

12. oktober 2026 20:24 , af Torben Ørting Jørgensen

PRESSEMEDDELELSE: Folk & Sikkerhed roser DR’s beredskabstema: Folkeoplysning styrker vores fælles sikkerhed.

HUSK at se med i aften kl 21.25, når DR1 sender det første af to programmer - "Kriseøvelse".

Med sekretariatschef Henrik Framvig som stabschef i DR’s krisesimulation bidrager Folk & Sikkerhed til at gøre samfundets beredskab forståeligt og nærværende. Samtidig efterlyser organisationen en bredere og tydeligere inddragelse af civilsamfundet i totalberedskabet.

Hvad sker der, når strømmen forsvinder, og samfundets funktioner bliver sat under pres? Hvordan samarbejder myndighederne, og hvad kan borgerne selv bidrage med?

Med temaet Sammen om beredskab sætter DR fokus på spørgsmål, som vedkommer os alle. Folk & Sikkerhed hilser initiativet varmt velkommen og er stolte af, at organisationens bestyrelsesmedlem og sekretariatschef, Henrik Framvig, medvirker som stabschef i Kriseøvelse – Hybridangreb på Danmark.

I den dokumentariske krisesimulation leder Henrik Framvig stabens møder og hjælper deltagerne med at skabe overblik og koordinere håndteringen af et fiktivt hybridangreb, hvor blandt andet et omfattende strømsvigt rammer hele Sjælland i op til 72 timer.

– DR fortjener stor ros for at tage denne opgave på sig. Beredskab handler om langt mere end vand, konserves og batterier. Det handler også om viden, tillid og evnen til at handle sammen. Det er folkeoplysning, som Folk & Sikkerhed meget gerne bidrager til, og vi er stolte af Henriks medvirken, siger landsformand Torben Ørting Jørgensen.

Folkeoplysning skal følges af handling

Folk & Sikkerhed understreger samtidig, at Danmark endnu har et betydeligt arbejde foran sig med at opbygge et forsvarligt totalberedskab og totalforsvar.

– Det grundlæggende formål er at sikre Kongerigets overlevelse, handleevne og robusthed fra fred over krise til krig. Det kræver et sammenhængende samarbejde mellem Forsvaret, beredskabet, politiet, sundhedsvæsenet, kommunerne, virksomhederne og civilsamfundet. Vi er bestemt ikke ved vejs ende, siger Torben Ørting Jørgensen.

Organisationen er særligt optaget af, hvordan civilsamfundets kræfter omsættes til konkret hjælp. Frivillige, foreninger og lokale fællesskaber skal have tydelige opgaver, relevant forberedelse og klare forbindelser til myndighederne.

Derfor finder Folk & Sikkerhed beredskabsministerens valg af Dansk Røde Kors som bindeled til civilsamfundet svært at forstå.

– Vi anerkender fuldt ud Røde Kors’ humanitære indsats og særlige rolle som hjælpeorganisation for myndighederne. Men civilsamfundets opgaver i totalberedskabet rækker langt ud over det humanitære. Den særlige status forklarer derfor ikke, hvorfor netop Røde Kors skal være bindeled for hele civilsamfundets bidrag. Vi savner en klar begrundelse og en bred, åben drøftelse.

Beslutningen har, så vidt vi er orienteret, ikke været drøftet i Beredskabspartnerskabet, siger Torben Ørting Jørgensen.

Folk & Sikkerhed efterlyser en model, hvor civilsamfundets forskellige kompetencer bringes i spil, og hvor Røde Kors’ humanitære mandat og neutralitet respekteres.

– DR åbner en vigtig samtale om vores fælles beredskab. Den skal vi bruge til at styrke både borgernes forståelse og samfundets evne til at handle. Oplysning og konkret forberedelse skal gå hånd i hånd, slutter landsformanden.

Kriseøvelse – Hybridangreb på Danmark består af to afsnit og kan ses på DRTV fra mandag den 12. oktober 2026. Første afsnit sendes på DR1 samme dag kl. 21.25.

Pressekontakt:

Torben Ørting Jørgensen
Formand, Folk & Sikkerhed
tlf: 23 61 86 50
email: tj@folkogsikkerhed.dk