Jeg er ikke længere en del af systemet. Jeg har ikke adgang til sagsgangen, de klassificerede analyser eller drøftelserne i Forsvarskommandoen og ministeriet. Det, jeg skriver her, bygger på det, man kan se udefra: offentligt tilgængelig information, et langt liv i Søværnet og en militærstrategisk virkelighed, som vi sommetider har en forbløffende evne til at overse.
Det giver mig mulighed for at tage fejl. Til gengæld giver det mig en frihed, som ikke alle i tjenesten har. Den har jeg tænkt mig at bruge.
Lad mig derfor begynde med en konstatering, der kan få kaffen til at sætte sig forkert: Set udefra befinder Søværnet sig i sin alvorligste situation siden flådens ran i 1807 og sænkningen af flåden i 1943. Ikke fordi vores skibe ligger på bunden, og ikke fordi personellet mangler professionalisme. Tværtimod. Men fordi tre ting falder sammen lige nu. Truslen er her. Pengene er her. Beslutningerne træffes nu. Men Søværnet sidder ikke med ved bordet.
Truslen er ikke teoretisk
Russiske skyggeflådeskibe sejler gennem vores stræder hver eneste dag. Kabler og rørledninger i Østersøen er blevet beskadiget under omstændigheder, som ingen længere kalder tilfældige. Nordflåden opererer i Nordatlanten, som den gjorde under Den Kolde Krig, og Arktis er blevet en arena for stormagtsinteresser, hvor kongeriget ligger midt i det hele.
Samtidig er USA blevet mindre forudsigelig, og Europa og Canada må i stigende grad bære deres egen sikkerhed. Det er den virkelighed, danske søofficerer skal operere i. Ikke om ti år. Nu. Pengene er der også. Danmark er på vej mod fem procent af BNP til forsvar og sikkerhed.
Det lyder som godt nyt for Søværnet, men det er det kun, hvis Søværnet er med til at bestemme, hvad pengene skal bruges til. De anskaffelser, der besluttes i de kommende to til tre år, definerer det danske søværn i de næste tredive år. Et skib, vi ikke bestiller nu, sejler ikke i 2040. En kapacitet, vi ikke tegner ind i planen nu, findes ikke, den dag den skal bruges. Vinduet er åbent. Men det lukker.
Hvor er den sømilitære stemme, og hvor er planen?
Her ligger det første problem. Den sømilitære stemme har efter min opfattelse været næsten fraværende dér, hvor de store strategiske beslutninger om genopbygningen af dansk forsvar er blevet truffet. Der har ikke siddet en søofficer af admiralsklassen med ved det øverste strategiske bord.
Det har konsekvenser, for når milliarder skal prioriteres, styrkemål omsættes til materiel, og fremtidens forsvar formes, betyder det noget, hvem der sidder omkring bordet. Det handler ikke om værnsegoisme. Det handler om faglighed. Krig – og især søkrig – er ikke for amatører. Den professionalisme, det kræver, findes i søofficerskorpset, og den opstår ikke af sig selv andre steder i systemet.
Det andet problem er mere grundlæggende. Jeg kan ikke få øje på en samlet, logisk og forståelig plan for det danske forsvar. Vi køber kampfly, lufttankningsfly, jordbaseret luftforsvar og P-8 ASW patruljefly. Vi bygger en tung brigade. Vi investerer i Arktis, digitalisering og droner, og vi taler om fregatter og arktiske patruljeskibe. Men hvor er tegningen?
Hvor er dokumentet, der på få sider fortæller danskerne: Dette er kongeriget. Dette skal vi kunne beskytte. Dette er truslerne. Dette er vores militærstrategiske koncept. Og derfor skal Forsvaret se sådan ud. I stedet får vi enkeltanskaffelser og delaftaler uden en rød tråd. Det holder ikke, når vi beder befolkningen om fem procent af BNP. Beder man om så enorme ressourcer, skylder man en forklaring på, hvad pengene samlet set skal skabe.
En del af forklaringen ligger i den måde, vi tænker Nato på. Nato er fundamentet under dansk sikkerhed, og det skal der ikke herske tvivl om. Men Nato må ikke blive en erstatning for dansk strategisk tænkning. Vi taler meget om artikel 5 (det kollektive forsvar) og alt for lidt om artikel 3 (evnen til at forsvare vores eget land). Før vi kan forvente, at andre kommer os til hjælp, har vi selv et ansvar for at opbygge og vedligeholde evnen til at modstå et væbnet angreb.
De to artikler hænger sammen, men rækkefølgen betyder noget. Danmark skal kunne hævde sin suverænitet og bidrage substantielt til forsvaret af kongeriget, og på det fundament bidrager vi til alliancens kollektive forsvar. Man kan ikke møde op til et sammenskudsgilde med sin gode appetit som eneste bidrag.
Geografien har ikke flyttet sig
Der er samtidig noget fundamentalt, som vi glemmer i begejstringen over ny teknologi: Geografien består. Teknologien forandrer krigen, men geografien bestemmer fortsat, hvor den udkæmpes. De seneste konflikter har igen vist stræders strategiske betydning, fra Hormuz over Bab el-Mandeb til Bosporus. Og tættere på os ligger de danske stræder.
Danmark kontrollerer adgangsvejene mellem Østersøen og Nordsøen. Kongeriget strækker sig langt ind i Nordatlanten og Arktis. Vi har enorme maritime områder omkring Grønland og Færøerne, kritisk energiinfrastruktur i Nordsøen og Østersøen, og vi er en af verdens store søfartsnationer. Hvis nogen har brug for en maritim strategi, er det Danmark. Alligevel kan man få det indtryk, at havet blot er det blå område på kortet mellem de steder, hvor de vigtige ting foregår. Det er en farlig misforståelse.
Se på Østersøen. Vi har danske landstyrker i Letland, som skal kunne forstærkes og forsynes. Nato skal kunne flytte materiel til Baltikum. Finland og Sverige er kommet med, og hele regionens strategiske geometri er ændret. Eksempelvis kommer 85 pct. af Finlands import og eksport ad søvejen. Kan vi ikke kontrollere de maritime forbindelseslinjer, får det direkte konsekvenser for landkrigen. Sea control er ikke noget, Søværnet ønsker sig for Søværnets skyld. Det er forudsætningen for, at resten af Forsvaret kan løse sine opgaver.
Derfor bliver jeg bekymret, når Ukraines dygtige brug af droner i Sortehavet bruges som argument for, at sømilitære kapaciteter er blevet irrelevante. Droner har også ændret landkrigen, men vi har ikke aflyst den tunge brigade. Droner truer flybaser, men vi har ikke afskaffet kampfly. Missiler og droner kan ramme jordbaseret luftforsvar, men vi anskaffer det alligevel – endog ved den største enkeltstående investering i dansk forsvarsmateriel nogensinde.
Når den samme udvikling rammer det maritime domæne, lyder spørgsmålet pludselig, om vi overhovedet har brug for krigsskibe? Det er ikke konsistent. Spørgsmålet er ikke, om vi skal have krigsskibe, men hvordan fremtidens krigsskib skal se ud: Hvordan integrerer vi bemandede og ubemandede systemer, hvordan skaber vi masse, hvordan spreder vi kampkraften, hvordan skaber vi redundans, og hvordan får vi flest operative effekter for pengene til glæde for det samlede forsvar?
Ubåde og Nordatlanten
Jeg mener, at ubåde skal tilbage i Søværnet. Ikke af nostalgi, men fordi ubåden leverer effekter, som intet andet kan: efterretning, overvågning, afskrækkelse, anti-surface warfare og anti-submarine warfare. Og frem for alt usikkerhed hos modstanderen, der pludselig skal disponere sine styrker ud fra ét spørgsmål: Hvor er den? Det er i sig selv en betydelig militær effekt.
Når Canada argumenterer for nye ubåde, handler det om suverænitet og evnen til at operere i egne enorme maritime områder. Den argumentation burde være genkendelig for et kongerige, der omfatter Danmark, Færøerne og Grønland. Det burde som minimum være muligt at føre en seriøs dansk ubådsdebat uden at blive stemplet som nostalgiker fra Den Kolde Krig.
Det samme gælder Nordatlanten. Jeg forstår ikke argumentet om, at Nordatlanten først og fremmest er Nato’s problem. Vores naboer kan med rette kigge skævt til os i disse år. Nato består af nationer, og hvis alle nationer beslutter, at de vanskelige opgaver er Nato’s, findes der til sidst ikke noget Nato.
For Danmark er Nordatlanten ikke et fjernt operationsområde. Det er en del af kongeriget. Vi skal vide, hvad der foregår, vi skal være til stede, vi skal kunne reagere, og hvis situationen kræver det, skal vi kunne kæmpe.
Derfor skal fremtidens søværn være et system af systemer: arktiske patruljeskibe, fregatter, mindre kampenheder, ubåde, ubemandede systemer over, på og under overfladen, mobile landbaserede missiler, maritime fly, helikoptere og satellitter. Intet dansk værn har større interesse i sikker satellitkommunikation og vedvarende overvågning over enorme afstande. Fremtidens søofficer skal kunne tænke fra havbunden til rummet.
Industrien er et middel, ikke et mål
Så kommer jeg til et område, hvor jeg formentlig træder nogen over tæerne: industripolitikken. Set udefra risikerer Søværnet at blive instrument for en industripolitisk ambition om at genoplive dansk nybygning af flådefartøjer. Lad mig vende argumentet om.
Vi har en forsvarsindustri for at understøtte Forsvaret. Vi har ikke et forsvar for at understøtte forsvarsindustrien. Søværnets opgave er ikke at skabe arbejdspladser på danske værfter. Søværnets opgave er at kunne kæmpe og vinde.
Kan dansk industri levere den bedste løsning til den rigtige pris og inden for den nødvendige tid, skal dansk industri naturligvis gøre det. Men nationalitet må aldrig erstatte kompetence og konkurrenceevne. Et moderne krigsskib er langt mere end et stålskrog med motor.
Kompleksiteten og størstedelen af værdien ligger i sensorer, våben, kommunikation, software, integration og den løbende opgradering. Derfor bør vi se på pragmatiske modeller. Karstensens bygger skrog i Polen og færdiggør avancerede fartøjer i Skagen. Hvorfor skulle den logik være utænkelig for militære fartøjer? Og ønsker Danmark for alvor en større kommerciel nybygningsindustri, bør diskussionen ikke begynde med Søværnets beskedne ordrebog. Så bør man tale med Det Blå Danmark.
Ansvar uden beføjelser
Det afgørende er, at Søværnet igen bliver en kompetent kunde. Det er Søværnet, der skal vide, hvad der er brug for. Industrien skal levere løsningerne. Vender man den relation om, får man løsninger på problemer, man ikke vidste, man havde. Det kræver teknisk og operativ kompetence i Søværnet, og det kræver, at brugeren sidder tæt på anskaffelsen.
Her har centraliseringen af Forsvaret haft en høj pris. Værnskommandoerne er reduceret til operative driftsorganisationer. Budgetterne ligger andre steder. Materielkompetencen ligger andre steder. Personelkompetencen ligger andre steder. Beslutningskompetencen ligger andre steder. Men ansvaret for at kæmpe ligger stadig hos værnene.
Ansvar uden beføjelser er ikke ansvar. Det er en syndebuk i venteposition. Og når alle ejer en del af beslutningen, ejer ingen resultatet. Det er formentlig den vigtigste forklaring på, hvorfor så mange milliarder bliver til så lidt i den spidse ende.
Samtidig går det for langsomt. Vi kan ikke bruge 10 år på at specificere den perfekte løsning på et problem, der ændrer sig hvert andet år. Vi må acceptere iteration: Køb noget, få det ud at sejle, lær af det, forbedr det. Innovation sker ikke i PowerPoint. Den sker, når brugeren får materiellet i hånden og finder ud af, hvad der virker.
Det samme gælder digitalisering. Forsvaret står foran enorme og nødvendige investeringer i digitale systemer, men digitalisering må ikke blive synonymt med centralisering. Et militært system skal først og fremmest fungere i krig: under cyberangreb, under jamming, med tabte forbindelser, med reduceret båndbredde og med en modstander, der aktivt forsøger at ødelægge vores kommandostruktur.
Vi skal passe på med at bygge et forsvar, der er fantastisk effektivt, så længe internettet virker. Digitalisering og AI skal bruges til det modsatte: mere decentralisering, mere handlefrihed, mere robusthed. Og giver AI administrative produktivitetsgevinster, bør de bruges til at flytte mennesker fra administrationen ud til skibene, eskadrerne, værkstederne og den spidse ende.
Og så skal digitale løsninger naturligvis være interoperabel med vores allierede, herunder især vores naboer. Det er ikke nok at finde en dansk løsning, hvis den ikke kan anvendes i en allianceramme.
Norden er den store mulighed
Midt i al kritikken er der også meget at glæde sig over. Sverige og Finland er kommet med i Nato, og det er en strategisk revolution. For første gang kan vi tænke hele Norden som ét sammenhængende militærstrategisk område inden for samme alliance.
Danmark, Norge, Sverige og Finland – og i en bredere kreds Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Polen og Canada. For Søværnet findes samarbejdsmulighederne hele kompasrosen rundt. Dem skal vi udnytte. Ikke ved at afskaffe nationale kapaciteter gennem ekstrem arbejdsdeling, for samarbejdet skal bygge på stærke nationale bidrag.
Men se på de betydelige nordiske investeringer i nye større overfladekampskibe. Behøver vi fire forskellige løsninger på alt det, der skal ind i skrogene: radarer, missiler, kommunikation, combat management, elektronisk krigsførelse, ammunition, træning, vedligeholdelse og reservedele? Her ligger betydelige muligheder for både stordrift og interoperabilitet.
En dansk flådeplan
Det officielle søværn arbejder under politiske og administrative rammer, og det skal det. Men Søe-Lieutenant-Selskabet har en anden frihed. Selskabet er skabt for at fremme den professionelle sømilitære debat, og den frihed bør bruges til noget meget konkret: et bud på en dansk flådeplan. Ikke en ønskeseddel, men en seriøs, prioriteret og økonomisk nogenlunde realistisk plan.
Den skal ikke begynde med skibene, men med opgaverne. Hvad skal kongeriget kunne i Østersøen, i de danske stræder, i Nordsøen, omkring Færøerne og Grønland og i Nordatlanten? Hvilke operative effekter kræver det? Og først derefter: Hvilke platforme, våben, sensorer, droner, satellitter og landbaserede systemer skal levere effekterne?
Tegn billedet, diskutér det, skyd det ned og byg det op igen. Invitér hærofficerer og flyvere til at kritisere det. Invitér forskere. Invitér industrien, men lad ikke industrien skrive konklusionen. Og læg det derefter frem, ikke som Søværnets officielle plan, men som søofficerskorpsets kvalificerede bidrag til debatten om Danmarks maritime sikkerhed. For leverer Søværnet ikke selv tegningen, er der andre, der gør det. Og de tegner ikke nødvendigvis med kongerigets sikkerhed for øje.
Det vil samtidig styrke noget andet, som jeg mener er helt afgørende: sammenholdet og den professionelle identitet. Skal Søværnet genrejses, skal officerskorpset igen diskutere sit fag. Ikke kun næste strukturændring eller næste udnævnelse, men søkrig, strategi, taktik, teknologi, ledelse, historie, innovation og Danmarks maritime interesser. Vi skal have den faglige selvtillid tilbage. Ikke arrogance, men evnen til at sige: Det her ved vi faktisk noget om, og derfor har vi en pligt til at sige noget.
Den kommende debat må ikke handle om penge til Søværnet for Søværnets skyld. Bliver argumentet, at Flyvevåbnet og Hæren har fået deres, og nu er det Søværnets tur, har vi allerede tabt. Vi skal ikke kæmpe for et stærkt søværn, fordi vi elsker skibe. Vi skal kæmpe for det, fordi Danmark har brug for det. Fordi geografien kræver det. Fordi kongerigets suverænitet kræver det. Fordi vores økonomi kræver det. Fordi vores allierede har brug for det. Og fordi vores sikkerhed kræver det.
Den tredje måde at miste en flåde på
Jeg begyndte med 1807 og 1943. I 1807 kom Royal Navy og tog vores flåde. I 1943 sænkede vi den selv, fordi situationen krævede det. Men der findes en tredje måde at miste en flåde på. Den er mindre dramatisk. Der er ingen kanoner og ingen sprængladninger. Man mister den ved at lade andre bestemme, hvad den skal være. Én delaftale ad gangen. Ét fravalg ad gangen. Én tom stol ved bordet ad gangen. Det er den risiko, Søværnet står over for i dag.
Men ingen har taget fremtiden fra os endnu. Den er stadig til forhandling. Der investeres historisk store beløb i dansk forsvar. Der er politisk erkendelse af, at det maritime område skal styrkes. Norden er samlet i Nato, Europa opruster, Canada opruster, og Danmarks geostrategiske placering gør det maritime domæne vigtigere, ikke mindre vigtigt. Mulighederne er enorme.
Men nogen skal levere idéerne, beskrive behovet, udvikle koncepterne, stille de ubehagelige spørgsmål og til sidst tage skibene ud og få dem til at virke. Det er ikke lobbyisterne, konsulenterne eller embedsmændene. Og det er heller ikke os gamle pensionerede admiraler, der kan råbe fra sidelinjen. Fremtidens søværn skal skabes af den generation af søofficerer, der skal føre det i krig.
Kan Søværnet selv formulere et overbevisende billede af, hvordan et moderne dansk søværn skal se ud, og hvorfor Danmark har brug for det, tror jeg faktisk, at tiden arbejder for os. Men ved vi ikke selv, hvad vi vil have, kan vi heller ikke bebrejde andre, at de beslutter det for os. Det begynder og slutter hos os selv.
Vi skal ikke genrejse Søværnet for Søværnets skyld. Vi skal skabe et søværn, der kan sikre kongeriget, kontrollere vores farvande, beskytte vores maritime interesser, kæmpe sammen med vores allierede og om nødvendigt slå en modstander. Med den talentmasse, Søværnet råder over, de muligheder teknologien giver, og de geostrategiske realiteter, der omgiver Danmark, ligger et stærkt, moderne og innovativt dansk søværn lige til højrebenet. Spørgsmålet er bare, om vi vil sparke til bolden og give vores politiske beslutningstagere, det grundlag, der ikke eksisterer i dag.
Det fortjener Danmark.
Artiklen bygger på et foredrag holdt i Søe-Lieutenant-Selskabet.
