PRESSEMEDDELELSE: Hvorfor har beredskabsministeren gjort Røde Kors til bindeled mellem staten og civilsamfundet uden at drøfte beslutningen i Beredskabspartnerskabet? Og hvordan hænger det sammen med regeringens eget arbejde med at udvikle et egentligt totalberedskab?
Det grundlæggende formål med Totalberedskabet og Totalforsvaret er at sikre Kongerigets overlevelse, handleevne og robusthed under alle tænkelige forhold – fra fred over krise til krig.
Det handler ikke blot om at hjælpe mennesker i nød. Det handler om at sikre, at Danmark fortsat fungerer som samfund, også når vi udsættes for alvorlige angreb, og når vores nationale sikkerhed og suverænitet er truet.
Derfor undrer det mig, at ministeren for samfundssikkerhed og beredskab har besluttet, at Dansk Røde Kors skal være bindeled mellem myndighederne og civilsamfundet i det nationale kriseberedskab.
Misforstå mig ikke. Røde Kors er en vigtig og respekteret organisation, som naturligvis skal spille en central rolle i Totalberedskabet. Men det er ikke ensbetydende med, at organisationen skal være indgangsporten til hele det danske civilsamfund.
Et humanitært mandat er ikke et nationalt totalforsvarsmandat
Røde Kors' generalsekretær, Anders Ladekarl, har i en mail til mig gjort opmærksom på organisationens særlige internationale status som auxiliary to the public authorities.
Den status er Folk & Sikkerhed fuldt bekendt med, og vi anfægter den ikke.
Men der mangler nogle afgørende ord i argumentationen: in the humanitarian field.
Røde Kors har en særlig rolle som støtte for myndighederne på det humanitære område. Det giver organisationen både rettigheder, forpligtelser og et særligt ansvar for at bevare sin neutralitet og uafhængighed.
Men civilsamfundets opgaver i et egentligt Totalberedskab rækker langt videre.
Det handler også om transport, forsyninger, kommunikation, uddannelse, lokal organisering, understøttelse af kritisk infrastruktur og en lang række andre aktiviteter, som kan være afgørende for samfundets evne til at modstå og overvinde en krise eller krig.
Nogle af disse opgaver vil ligge langt fra Røde Kors' humanitære mandat. Andre vil kunne indebære direkte understøttelse af statens samlede forsvarsindsats.
Hvordan skal Røde Kors kunne koordinere eller repræsentere disse funktioner uden at bringe sin særlige neutralitet i spil?
Og hvem har i øvrigt givet Røde Kors mandat til at repræsentere de mange andre organisationer i det danske civilsamfund?
Hvad blev der af Beredskabspartnerskabet?
Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid processen.
Regeringen har etableret Beredskabspartnerskabet som ramme for samarbejdet mellem myndighederne og civilsamfundet. Folk & Sikkerhed deltager i dette partnerskab.
Alligevel er beslutningen om at gøre Røde Kors til det nationale bindeled, efter vores oplysninger, aldrig blevet forelagt eller drøftet i partnerskabet.
Hvorfor ikke?
Når man etablerer et partnerskab for at sikre samarbejde og inddragelse, men træffer en så principiel beslutning uden om partnerne, er det svært at få øje på respekten for selve partnerskabstanken.
Det er ikke alene dårlig proces. Det svækker tilliden til den konstruktion, der skal bære vores fremtidige Totalberedskab.
Og hvad med Bornholm?
Samtidig har regeringen udpeget Bornholm som frontløber for udviklingen af det danske Totalberedskab.
Her afprøves en model, hvor politi, Forsvaret, kommunale myndigheder, virksomheder, civilsamfundsorganisationer og borgere samarbejder med udgangspunkt i deres forskellige kompetencer og ansvar.
Det forekommer både logisk og rigtigt.
Men hvorfor etablerer ministeriet så en national konstruktion, der umiddelbart bygger på et andet princip, før erfaringerne fra Bornholm er indhøstet?
Hvad er egentlig den samlede plan?
Ministeren skylder en forklaring
Folk & Sikkerhed har rettet disse spørgsmål direkte til ministeren. Vi afventer fortsat svar.
Vores kritik handler ikke om at begrænse Røde Kors' rolle. Tværtimod skal organisationen have de bedst mulige betingelser for at løse sine vigtige humanitære opgaver.
Men Totalberedskabet må ikke organiseres, som om hele civilsamfundets bidrag kan rummes inden for én organisations mandat.
Et nationalt Totalberedskab skal bygges på hele samfundets ressourcer – ikke på forestillingen om, at én humanitær organisation kan repræsentere dem alle.
Det burde være indlysende. Også for beredskabsministeren.
